En rejse gennem stillehavsøstaten Vanuatu er ren chokterapi for sanserne.
For her, ved verdens ende, balancerer man både på kanten af glødende
vulkaner og på kanten af civilisationen.

”Boooom!!!” Braget, som kommer fra en voldsom eksplosion, sender gråsorte svovlskyer og varm luft lodret op
i luften foran os. Rødglødende lavasten ramler ned på kraterets kulsorte skråningerne, hvorfra de ruller tilbage
mod kraterets midte, hvor de kom fra, som vil de ned til katapultens centrum for at få endnu en flyvetur op i
den svovlfyldte luft. Jorden ryster under fødderne på os, der er jordskælv i ens indre, og knæene bliver til
blævrende gele. Hele scenariet akkompagneres af hyl og skrig fra den lille gruppe af både frygtløse og
frygtlystne turister, der har bevæget sig op til vulkanens kant, hvorfra man kan skue direkte ned i det glødende
krater. De lokale vulkanguider trækker overbærende på smilebåndet og sender hinanden indforståede blikke.
De kommer her på kanten af krateret dagligt, og der skal større eksplosioner til, før de får et ængsteligt udtryk i
øjnene. Vinden blæser for fuld styrke, så det piber om ørerne, og tropevinden får den grå røg fra det kolossale
krater til at tegne en lang, flad, grå stribe fra toppen af det rygende bjerg og ud over månelandskabet med det
sorte askesand under os, som vulkanens mange udbrud har skabt. Af og til rammer en stram lugt af
svovlgasser, fra de små og rygende huller i jorden langs krateret, ens næse.
Solen sænker sig hurtigt i horisonten her tæt ved ækvator. Tusmørket indfinder sig og får tungerne af ild til at
træde tydeligere frem. Fra krateret under os kommer der lyde af nærmest industriel karakter: det rumler og
brager som på en byggeplads, hvor der arbejdes hårdt og intenst.

Stillehavets fyrtårn

Vi er vidne til dette forunderlige naturspektakel på toppen af Mount Yasur, en 361 meter høj, aktiv vulkan på
tropeøen Tanna i ø-staten Vanuatu, der er beliggende 1750 kilometer ude i Stillehavet. Nordøst for Sydney i
Australien, syd for Salomonøerne og vest for Fiji. Vanuatu ligger på ”Ildringen”, bæltet af vulkaner langs de
asiatiske og amerikanske stillehavskyster, og ”Ildringen” er den zone, hvor størstedelen af alle verdens
vulkanudbrud finder sted. Mount Yasur er ikke den eneste aktive vulkan i Vanuatu. I september 2017 blev
11.600 indbyggere på øen Ambae evakueret, da vulkanen Manaro gik i udbrud, men de er nu vendt tilbage.
Vanuatus 82 øer er et resultat af ophobning af undersøiske vulkaners udbrudsmateriale gennem millioner af år.
Oplevelsen her, på den forblæste top af Mount Yasur, giver en fornemmelse på egen krop af hvilke kolossale
geologiske kræfter, der er på spil i dette område af verden. Ifølge geologer har Mount Yasur i ca. 800 år haft
mange små udbrud hver eneste time hele døgnet rundt. Om natten har krateret et rødligt skær, der kan ses på
lang afstand, hvilket fik europæiske skibsfarende til at omtale denne glødende vulkan som ”Stillehavets
fyrtårn”.

Vi fumler efter vores lommelygter, finder vej ned ad vulkanskråningen og hopper op på en åben pick-up-truck,
der i totalt mørke kører os på ujævne veje, anlagt med håndkraft. Når vi kaster et blik op mod krateret, kan vi
med vores egne øjne konstatere, at tilnavnet er ganske sigende, for der er i den mørke tropenat et konstant
orangerødt skær omkring vulkanens top. Bilen gynger fra side til side, og vi hopper op og ned i vores sæder,
mens vi holder fast så godt, som vi har lært. På sikker afstand kan vi høre vulkanen rumle og knurre, som var
det selve tropeøens sultne mave, der skreg på føde. Vi ånder lettede op, da vi er fremme på vores lille
gæstgiveri. ”Friendly Beach”, står der på skiltet, og værtinden, Evelin, storsmiler og modtager os med en rød
hibiscusblomst bag øret. Hun møder os med gæstfrihed og friskfangede fisk, som vi hugger i os, mens lyden fra
vulkanen nu er erstattet af en brusende brænding af store bølger fra Stillehavet, der ruller mod stranden med
det sorte vulkansand cirka hundrede meter fra, hvor vi nyder vores veltilberedte aftensmad, der består af
grillet fisk, stegte bananer og kogt kassava, også kaldet maniok eller yucca – en rodfrugt der oprindelig
stammer fra Sydamerika.

Sang, dans og magisk teater i en traditionel landsby

Vi vågner tidligt en morgen til braget af et voldsomt tordenskrald. Denne gang er det ikke vulkanen Mount
Yasur, men et lyn der flækker himlen over vores lille palmehytte og vækker os med et sæt. Chokeffekterne
synes ingen ende at tage her i Vanuatu, og lige så snart vi har fået øjne, banker det på døren. Kort tid efter
sidder vi atter på ladet af pick-up-trucken, på vej ud for at udforske tropeøen, Tanna. Vi gør stop ved en lille,
traditionel landsby, hvor vi modtages af en gruppe på otte kvinder og fire børn. De er alle iført farverige
bastskørter og malet med kulørt ansigtsmaling. Kvinderne opfører traditionelle danse med sang, hop og klap,
mens vi står tæt sammen under kronen af et stort banyantræ, i ly for troperegnen. Vi klapper og takker for den
flotte forestilling og fortsætter videre gennem landskabet. Ved det næste stop, hvor der står endnu et stort
banyantræ, bliver vi af chaufføren bedt om at gå gennem træets netværk af rødder, der har formet en lille
dunkel passage. Vi er en gruppe på fire personer fra så forskellige steder i verden som Danmark, Indien,
Brazilien og Fransk Guana, alle kommet hele den lange vej til øen Tanna i Vanuata, og nu, sammen, maser vi os
gennem mørket i den snævre passage, bestående af træets tykke rødder. Ude i lyset på den anden stopper vi
op og venter på, at de sidste dukker op fra den lille tunnel. Ud af buskadset kommer pludselig en mand
løbende direkte imod os: barfodet og sortmalet i ansigtet, råber han af sine lungers fulde kraft, mens hans
tørre græsskørt flagrer til alle sider. Han holder en trækølle over hovedet, som han hamrer ind i et træ tæt ved
os, så barken flyver om ørerne på os. Vi krøller os sammen af skræk, men heldigvis er det blot teater og en del
af en krigsdans, som bliver opført til ære for os. Vi kan ånde lettet op og sammen med stammen grine af vores
paniske reaktion. Scenen efterligner den første kontakt med lokalbefolkningen, som mange europæiske
opdagelsesrejsende, missionærer og handelsfolk var udsat for, da de kom til Vanuatu for flere hundrede år
siden. Stammen fremviser efterfølgende deres våben, viser hvordan de fanger vildsvin i snarer og vilde
junglehøns i fælder, og de peger de planter ud i junglen, som er spiselige for mennesker.

Sagnomspundne øer i Stillehavet

Den første europæer, der kastede anker ud for disse vulkanøer, var Pedro Fernández de Quirós, en portugisisk
navigatør og opdagelsesrejsende, der tjente den spanske konge. Han sejlede med 160 mænd fra Peru og
ankom i 1606 til Vanuatu. Den første ø, han satte foden på, fik navnet Espiritu Santo, hvilket på spansk betyder
Helligånden. Der skulle dog gå ca. 150 år, før europæerne vendte tilbage, og først i 1768 kom der igen besøg fra
Europa. Det var med den opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville i spidsen. I 1774 ankom den
berømte kaptajn, James Cook, til Vanuatu, og øriget fik navnet Ny-Hebriderne helt frem til uafhængigheden i
1980. I 1825 opdagede den irske handelsmand, Peter Dillon fra Martinique, at der voksede store mængder
sandeltræ på øerne. Det kostbare og velduftende sandeltræ bliver blandt andet brugt til produktion af røgelse,
og handel med sandeltræ fra Vanuatu startede en ny økonomisk epoke for europæiske handelsfolk i dette
område. Samtidig rejste adskillige missionærer den lange vej fra Europa til det sydlige Stillehav, men deres
mission blev besværliggjort af den lange rejse, klimaet, tropesygdomme og de indfødtes fjendtlighed og rituelle
kannabilisme. For eksempel blev den engelske missionær, John Williams fra Tottenham, overfaldet, myrdet og
efterfølgende spist af indfødte på øen Eromango i november 1839, da han forsøgte at sprede budskabet om
Jesus Kristi frelse. Helt frem til 1960’erne blev der praktiseret rituel kannibalisme i Vanuatu, og der er
beretninger om, at europæiske handelsfolk og missionærer blev spist af de indfødte. På Vanuatus
nationalmuseum i Port Villa er et af de udstillede artefakter en kølle, som efter sigende blev brugt til at slå
europæiske missionærer ihjel.

Kava – euforiserende, lokal medicindrik

Udover storslåede naturoplevelser, chokterapi og gruopvækkende historier om fordums rituel kannibalisme, så
byder Vanutua også på sin helt egen tradition for euforiserende planteekstrakter. Kava er navnet på en mildt
euforiserende saft fra roden af en busk, og den mudrede, grumsede væske serveres på såkaldte kavabarer
overalt lang vejen ind til hovedstaden, Lenakel, som er Tannas største by. Om eftermiddagen, når solen står
lavt, samles mange af øens mænd, og deres pick-up-trucks holder side om side ved de små faldefærdige
blikskure, som udgør kavabarerne. Her røres kavaekstrakten rundt i en plastikspand med en træpind, og der
øses op med en overskåret plastikflaske. Hygiejne og æstetik er der ikke taget højde for, men det synes ikke at
genere de lokale øboere, der afslappede står og drikker kava, mens de tripper lidt rundt om skuret og nipper til
barens eneste snack, der denne dag er kogte kyllingefødder.
En mand i en plettet, ærmeløs t-shirt øser den grågrønne væske op i en lille plastikskål og stiller den, med et
smil, på baren foran os. Smagen er lidt pebret, og man får hurtigt det indtryk, at kava ikke drikkes for smagens
skyld. Traditionelt blev roden tygget, men i dag bliver den tilberedt i en blender, og saften serveres i en lille
plastikskål. Drikken efterlader en halvlam følelse i munden, som har man lige forladt tandlægen efter en
bedøvelse, samt en generel afslappet følelse i hele kroppen. I større mængder virker kava bedøvende, og i dag
bruges kava både ved kulturelle og religiøse ceremonier i Vanuatu og i flere af Stillehavets østater. Selve
ritualet ved at drikke kava er omgivet af stor respekt, og det forventes, at man taler sagte og holder sig i ro, når
man drikker kava med øens lokale. De kristne missionærer prøvede at forbyde denne lokale tradition, men
forgæves.

I dag er kava-traditionen stærkt udbredt blandt Vanuatus befolkning. Vi nyder den specielle og lidt bizarre
stemning ved den lille, skumle kavabar, inden vi endnu engang sætter os op på ladet af pick-up-trucken og
kører tilbage mod vores lille hotel, alt i mens solen synker i Stillehavet og en kølig brise ruller ind over kysten.

Rejseinfo

I alt 83 øer hører under staten Vanuatu. De mest tilgængelige øer er Efatè, Tanna og Espiritu Santo, der alle har
indenrigslufthavne.

De fleste øer har kuperet terræn, og flere af øerne har vulkaner. Mount Tabwemasana er navnet på det højeste
punkt i Vanuatu. Det er på hele 1879 meter og findes på øen Espiritu Santo.

Den aktive vulkan, Mount Yasur, ligger på øen Tanna. Befolkningen er af melanesisk oprindelse og ligner det oprindelig folk i Australien.

Klimaet er tropisk i Vanuatu, og temperaturen rammer dagligt 28-30 grader.

Translate »