En rejse til Salomonøerne i Melanesien er en ud-af-kroppen-oplevelse. Vandet er
krystalklart, og sandstrandene så hvide, at de skærer i øjnene. Her patruljerer
hajerne få meter fra stranden, mens de lokale fiskere, uanfægtet, sejler ud i små
hjemmelavede kanoer. Naturen er så smuk og postkortperfekt, at man må knibe sig
selv i armen for ikke at tro, at man er død, genopstået og kommet i paradis. Men
midt i den idyl byder øerne også på uhygge og nærmest groteske oplevelser, som fx
på Kranieøen, hvor fortidens hovedjægeres mosbegroede kranier stirrer tomt ud i
intetheden, og hvor en voldsom brænding slår ind over koralrevet.

”Dok-dok-dok-dok…!” Den lille speedbåd skyder gennem det krystalklare vand, så stimer af småfisk skræmmes
og springer fri af vandet. Dråberne på fiskenes blanke skæl glimter i det stærke sollys, så de ligner sølvmønter,
der kastes i havet med løs hånd. Motoren slukkes, og båden glider langsomt ind på lavere vand, så man nu
tydelig kan skimte lysegrønne koralformationer og mørkeblå søstjerner på den kridhvide sandbund nær
Kranieøen. Vi balancerer fra båden over på nogle sten af skarpe, grå, udtørrede koraller og derfra videre
gennem et tæt krat af grønne buske, som vi må mase os igennem for at følge efter vores styrmand, der kender
ujævnhederne i underlaget og er langt hurtigere fremme i terrænet end os. Efter ca. 15 meter standser han og
stirrer stift ud i luften. Blikket glider fra hans strittende fingerspids over mod et lille alter af grågrønne
koralsten, og det syn, der møder os, får det til at løbe koldt ned ad ryggen – trods tropevarmen. Dèr, under
træerne, ganske få meter fremme stirrer to tomme sorte huller fra et grønt mosbegroet kranie direkte på os.
Da vi langsomt bevæger os fremad, dukker flere kranier op. De ligger side om side og griner grotesk og
uhyggeligt med deres åbenstående munde. Nogle af kranierne er intakte med tænder og kæbeparti, andre er
uden underkæbe, og atter andre mangler tænder. Styrmanden fortæller, at kranierne tilhører tidligere
forfædre og hovedjægere, og at de er placeret her på Kranieøen, ikke langt fra brændingen, der adskiller den
rolige lagune fra det voldsomme åbne hav. Her holder kranierne havets onde ånder væk fra fiskerbyerne på
den indre side af koralrevet. Målløse står vi der og iagttager dette bizarre skue. Der er på en og samme tid
noget poetisk og grotesk over Kranieøen.

Det perfekte gemmested

Vi befinder os på Salomonøerne, et ørige i Melanesien nord for Australien. Salomonøerne er det perfekte
afbræk fra en larmende og travl hverdag, for dem, der er blevet trætte af livets hastighed i den moderne,
digitale verden og for en stund ønsker af lege Robinson Cruso og Man Friday på en øde paradisstrand. Her
springer fiskene fri af vandet, og palmerne svajer i tropevinden, mens solen går ned over et azurblåt hav. For
Salomonøerne er noget nær det tætteste man kan komme et jordisk paradis. Her strækker de kridhvide
sandstrande sig milevidt, og den ene paradisø efter den anden dukker op i horisonten, når man enten flyver
eller sejler gennem øriget. Og det bedste: Salomonøerne er ikke blevet opdaget af masseturismen, og kun få
rejsende finder vej helt hertil, så øgruppen har kun ganske få og små hoteller og overnatningssteder.

Engang var det helvede på jorden

Hvad der i dag forekommer at være paradis for en turist, var tidligere bogstaveligt talt helvede på jorden, hvis
enten man var japansk eller amerikansk soldat under 2. verdenskrig. For her, i disse romantiske omgivelser,
udspillede sig nogle drabelige slag mellem de to krigsførende supermagter, USA og Japan. Den japanske hær
erobrede i løbet af få år kolossale områder i Asien, og deres ambitioner stoppede ikke her. Både Salomonøerne
og nabostaten, Papua New Guinea, blev besat af japanerne, der fordrev de daværende australske soldater og
lancerede et drabeligt luftangreb på det nordlige Australien ved at bombe byen Darwin. Amerikanerne, der
efter at være blevet trukket ind i krigen, som et resultat af angrebet ved Pearl Habour i december 1942, satte al
magt ind på, at japanerne skulle fordrives fra øerne nord fra Australien. 2. verdenskrig skyllede ind over
Salomonøerne som en tsunami, og som et resultat af dette er Salomonøerne den dag i dag oversvømmet af
gammelt krigsmateriel. På land, såvel som i havet, ses gamle, sønderskudte japanske kampvogne, sænkede
krigsskibe er blevet hjemsted for fisk, skildpadder, og koraller og rustrøde antiluftskytskanoner peger endnu op
i luften mod en fjende, der ikke længere eksisterer. Flyvrag, overgroet af jungle, falder fra hinanden, så de
ligner bizarre, moderne kunstværker. Uden for hovedstaden, Honiara, er det gamle krigsmateriel samlet
sammen til et udendørs museum. Her kan man spankulere rundt i noget, der ligner en velholdt botanisk have
og iagttage en imponerende samling af efterladenskaber fra de to imperiers rasen. En af de soldater, der
oplevede dette krigens inferno på egen krop her på Salomonøerne, var selveste John F. Kennedy. Han var
ombord på et amerikansk krigsskib, der blev ramt af japanerne, men han reddede sit liv ved at svømme i land
på en lille ø, hvor han, ifølge de lokale beretninger, skrev et SOS på en kokosnød, som han kastede i vandet. I
dag kan man besøge denne ø, der hedder Kennedy Island.

Hajerne patruljerer langs hovedjægernes forladte koralfort

En meterlang, grå haj lister afsted i det krystalklare vand 3-4 meter fra kysten. Hajen har følge af småfisk i
stærke farver, der spiser af de alger, som gror på hajens ryg. Af og til stikker rygfinnen op af vandet, mens den
svømmer op og ned langs stranden ved Zipolo Habu Resort, et familiedrevet resort, der er bygget af en
tidligere amerikansk kaptajn. Han har giftet sig med en med en lokal kvinde og driver et lille overnatningssted,
der ligger på en ellers ubeboet ø. En halv times sejltur i motorbåd fra gæstgiveriet fører os til en lille fiskerby,
hvor børnene leger og springer i vandet fra de små fiskerbåde, der ligger for anker. Alt ånder fred og idyl, mens
vi gør holdt her ved det, der kan siges at være byens legeplads, mens den lokale guide har en samtale med en
af de vigtige mænd i byen. Han tager imod et kontant beløb som donation, inden turen fortsætter til fods
gennem et tilgroet og kuperet terræn. På toppen af en bakke udpeger guiden resterne af et gammelt
forsvarsværk. Murene står endnu og er bygget af koralblokke. Fra dette fort af koraller sejlede hovedjægerne i
sin tid ud og bekrigede de omkringboende stammer, fortæller han. Fjendernes hoveder blev i gamle dage
betragtet som hellige, og man troede, at de indeholdt en manakraft. Når stammerne fra de forskellige småøer
angreb hinanden og nedlagde deres fjender, tog de derfor hovederne med hjem. De blev renset og fungerede
som krigstrofæer. Disse kranier fra fjenderne står stadig side om side med familiens egne kranier på altre i
landsbyer samt ude i naturen, som fx på Kranieøen.

Nogle af de amerikanske soldater, der kæmpende i denne region under 2. Verdenskrig, blev inspireret af
hovedjægernes tradition for krigstrofæer og samlede kranier fra deres japanske fjender som en slags makaber
krigssouvenir. Det amerikanske magasin, LIFE, kunne i maj 1942 offentliggøre et billede af en amerikansk
kvinde, der poserede med et signeret kranie fra en japansk soldat, som hendes kæreste, en amerikansk soldat i
flåden, havde sendt hjem til hende. I forbindelse med, at de lokale stammer på disse øer fik kontakt med
englænderne, og da skydevåben blev introduceret i 1800-tallet, eskalerede konflikterne mellem de
rivaliserende stammer, fortæller vores lokale guide. Han stopper op og peger på en bunke koraller, der ligger
på skovbunden omgivet af tørre, visne blade. Dette var hovedjægernes helligdom. En totemhund fungerede
som ”vagthund” for de hovedjægere, der holdt til her i koralfortet. Hunden pegede i den retning, hvor
fjenderne var. Totemhunden blev fremstillet af koraller, men den blev senere ødelagt af en lokal fra landsbyen,
der var blevet omvendt til kristendommen. I dag er det kun resterne af totemhunden tilbage.

Mødet med lokalbefolkningen på Salomonøerne

I dag er hovedjægernes krigeriske tid på Salomonøerne en saga blot, og nu er det snarere de få turisters
kameralinse, der er ude efter de lokales hoveder end omvendt: På et lokalt marked stirrer en pige direkte ind
vores kameralinse med opspilede øjne og et intenst blik, inden hun søger tilflugt under et vakkelvornt træbord.
Bordet er dækket af små klaser af orange bananer, der ligger spredt ud på grønne bananblade, som dekorativt
dækker bananklaserne og skærmer dem for den bagende tropesol. De andre stadepladsholdere står bag deres
små borde med stabler af røde og grønne chilifrugter, frisk ingefær med grønne stængler, lilla auberginer i
plastikposer, tropiske fisk i alle regnbuens farver og små bjerge af betelnødder med grønne skaller, der ligner
miniature-kokosnødder og tygges sammen med frisk skåret tobak, der sælges i store ruller. Ildrøde smil flænger
luften på markedspladsen, da betelnødden, som er en udbredt stimulans at tygge på disse kanter, med årene
farver tænderne røde. Overalt på lokale markedspladser og i de små landsbyer på øgruppen leger barfodede
børn med deres hjemmelavede legetøj, som ofte består af et gammel cykelhjul, der trilles afsted ned ad stier
og jordveje med en kæp, som man ser det overalt i udviklingslandene. Her på Salomonøerne har ca. hvert
fjerde barn blondt hår. Langt størstedelen af indbyggere i Salomonøerne ligner i høj grad den oprindelige
befolkning i Australien, med karakteristiske flade næser, mørk hud og afrotekstureret hår, dvs. tæt, sort kruset
hår. Men en kromosomfejl hos en fjerdedel af befolkningen gør, at børnene har gulligt eller helt blondt hår,
som lyser op som store gyldne græstotter i bylandskaberne og på de små lokale markeder.
Med saltvand i håret, solbrun hud og hovedet fuld af sanseindtryk synker vi ned i sæderne i et lille blåhvidt
propelfly, der langsomt ruller ud mod landingsbanen, og efter nogle få hundrede meter med bump er vi i
luften. Vi flyver lavt, og udsigten gennem det lille flyvindue viser endeløse tropeøer dækket af jungle, omgivet
af koralrev og kridhvide sandstrande, mens vi har kurs mod hovedstaden, Honiara. Man tænker for sig selv, at
man kunne rejse måneder og atter måneder her i dette glemte paradis.

Faktaboks

I 1568 fandt den spanske opdagelsesrejsende, Alvaro de Mendana, guld på øen Guadacanal, og han troede
formentlig, at han var nær ved en af Kong Salomons sagnomspundne miner. Derfor kom øgruppen til at hedde
Salomonøerne.

Det bedste tidspunkt at besøge Salomonøerne er fra maj måned til og med oktober.

Der bor ca. 530.000 indbyggere på Salomonøerne. Befolkningen består af ca. 94 procent melanesere, ca. 1
procent micronesere og ca. 4 procent polynesere. Kristendommen er den mest udbredte religion.

Store slag mellem japanerne og amerikanerne under 2. verdenskrig fandt sted på Salomonøerne. Japanerne
blev fordrevet fra Salomonøerne i 1945.

Translate »