Isoleret i det endeløse, mørkeblå Stillehav, med perfekte, hvide postkortsandstrande og stejle, junglebeklædte bjerge, ligger det tropiske ørige Fiji. Omgivet af den voldsomt brusende brænding og beskyttet af et nærmest endeløse koralrev, som snor sig omkring de i alt 323 øer, skabt af vulkanudbrud, dannes der små laguner med krystalklart badevand. Ved indflyvningen til Nadi, på øen Viti Levu, ses disse laguner og snoede koralrev fra luften. De danner mønstre, som leder tankerne hen på abstrakte malerier.

Flyet tager et par hop hen ad landingsbanen, inden det ruller over mod den lave ankomstterminal. Dørene slås op, og vi mødes vi af en mur af varme, da vi træder ud. Efter ca. 26 timers flyvetur fra Danmark er vi endelig fremme, og eventyret kan begynde. En kort taxatur fører os til Natadola-stranden, en af Viti Levus bedste sandstrande, der viser sig at være et perfekt sted at hvile ud et par dage og komme til hægterne, inden rejsen går ud til nogle af Fijis mange småøer.

Unik kultur i et tropisk paradis

De sagnomspundne tropeøer, Fiji, ligger i det østligste hjørne af Melanesien, tæt ved datolinjen, og må betegnes som den civiliserede verdens ende. Fiji var en af de sidste hvide pletter på landkortet og i kolonitiden epicenter for fortællinger om frygtindgydende krigere og blodtørstige kannibaler, der ikke uden kamp lod den hvide mands globale, ”civiliserende” projekt slå rod på deres øer.

Derfor gik der lang tid, før europæerne forsøgte at koloniserer dette område. Et af de første forsøg på at gå i land på disse fjendtlige kyster endte også katastrofalt: Thomas Baker, en europæisk missionær, blev i 1867 ofret til en lokal krigsgud, tilberedt og spist af kannibalerne i Fiji. Hans forsøg på at bringe kristendommen til en af verdens fjerneste afkroge var dog ikke helt forgæves, for i dag er den oprindelige befolkning kristen, og fortiden bliver refereret til som ”djævles tidsalder”. Traditionerne blev tæmmet af det europæiske krucifiks, og menneskekød bliver ikke længere fortæret i Fiji.

Men helt borte er fortidens traditionerne dog heller ikke. I dag står de traditionelle trommer, lali, som er udhulede træstammer, udenfor kirkerne, der drikkes cava i kirkerne henover jul, og Fijis rugby- landshold har en stamme-chant, en thimbi, som de reciterer, hver gang de skal spille kamp, selvom kirken har prøvet at få den afskaffet. Fortidens kannibalisme er i dag salgbar turist-kitsch, og der arrangeres udflugter med lokale guider til ”kannibalgrotter”, der, ironisk nok, er grotter, hvor de indfødte gemte sig for europæerne for at undgår dødelige sygdomme, og man kan gå på Cannibal Cafe og købe kannibalgafler i souvenir-butikkerne.

Traditionen med kannibal-feticher stammer fra de første europæerne, der besøgte denne region og indsamlede de lokale artefakter, som blev fragtet til Europa og solgt som samlerobjekter til velhavere. De lokale fijier efterspurgte dengang hvaltænder som betaling for deres kunsthåndværk, hvilket europæerne havde så rigeligt af. Europæerne ville til gengæld have sandeltræ, skildpaddeskjold og især slagtesvin, da de var på langfart. Hvalfangerne fra USA sejlede afsted i månedsvis, og i slutningen af 1800-tallet var
hvalfangst den 4. største industri i USA og skibene nåede helt hertil Fiji – paradisøerne på den sydlige halvkugle.

En stemning af Indien i Stillehavet

Europæerne bragte, udover hvaltænder, også skydevåben og sygdomme med sig i lasten, og Fijis oprindelige befolkning skrumpende hurtigt ind og var ikke brugbar som arbejdskraft i de sukkerrørsplantager, der skød op på øerne. Sukker blev hjørnestenen i Fijis økonomi i slutningen af 1800-tallet, og det melanesiske øriges vejrforhold, i form af rette mængder sol og regn, var ideelle forhold for at dyrke sukkerrør.

Men der manglede arbejdskraft i sukkerplantagerne, så englænderne sejlede i løbet af de næste årtier 60.000 inderne til Fiji fra Britisk Indien, en rejse på mange tusinde sømil. De indiske tvangsarbejdere var billig arbejdskraft, og der var rigeligt at tage af, for Indien var allerede fattigt og overbefolket i 1800-tallet på grund af den intense udbytning, som englænderne havde udsat landet for. I 1871 blev Fiji en engelsk koloni. Det økonomiske slaveri foregik fra 1879 til 1910 under betegnelsen Girmitiyas-systemet, og det var hovedsagelig Indiens fattige og uuddannede landbefolkning, der rejste i håbet om et arbejde, der kunne tjene til en opretholdelse af tilværelsen. Englænderne regerede Indien og havde studeret landes kultur og folkeslag intenst for at kunne beherske det.

De tog kun arbejdere, der var muskuløse og stærke. Mænd over 45 år og kvinder over 35 blev ikke rekrutteret og særlige klasser og kaster, så som præster, tiggere, vævere, guldsmede og kontorfolk, var uønskede. Der skulle rekrutteres arbejdskraft, som kunne arbejde hårdt og længe under den bagende sol i sukkerplantagerne. (Kilde: Social Scientist, 2015, Madwi). I 1916 blev denne form for kontraktarbejde forbudt, men da havde de indiske immigranter allerede etableret skoler og templer, og kun under halvdelen af de såkaldte Indo-fijians vendte tilbage til deres fædreland. I dag udgør de indiske efterkommere 40 procent af ørigets indbyggerne, og mange steder i landskabet ses hindutempler, som fx slangetemplet på Vanua Levu, der er bygget op omkring en klippe, der ligner en kobraslange.

Krydrede rispandekager på Cafe Bollywood

I Fiji’s pulserende hovedstad Suva står vi i et lille cafeteria, med navnet Bollywood Cafe, og indsnuser duften af krydret indisk mad. Der langes papirtynde, knasende sprøde masala dosaer, indiske krydderpandekager, over disken, mens skinger, indisk popmusik strømmer ud af højtalerne. Vi spotter to ledige stole i den tætpakkede kantine og balancerer vores røde plastikbakke ned til et lille bord, og sammen med to store, smilende melanesiske kvinder nyder vi de sprøde indiske dosas, den stærke, røde sambar, sydindisk dhal og de to tilhørende kokos-chutneys.

Nøjagtig som i Mumbai eller Madras udleveres der ikke bestik, for her spises maden med fingrene. Krydderierne giver varmen, og der skylles ned med nimbu-pani: vand, limesaft og sukker – og med youghurt-lassi, som virker kølende og forfriskende her i varmen. Immigrationen fra Indien har resulteret i, at maden i Fiji i dag er overvejende sydasiatisk, og på de fleste hoteller er indisk dhal, linser og bønner i karry standard. Krabber serveres i krydret i karrysauce, og den lokale bread fruit, som er en specialitet i Fiji, serveres i en tyk karrysovs sammen med friskbagte rotis – indiske fladbrød. Udover de indiske retter er der uendelige mængder af grillet kassava, en stor melet rodfrugt, som dyrkes overalt i troperne, og på menuerne står den side om side med engelsk fish-and-chips.

Klondikestemning i tropiske Levuka, hvor tiden står stille

Global opvarmning truer koralrevene og Fijis eksistensgrundlagFra hovedstaden Suva tager vi med et lille propelfly, med plads til 8 personer, og suser over mangroveskove og lander på øen Ovalavu. 30 minutter senere bliver vi modtaget af Moon Naidu, en lokal taxachauffør, der levende fortæller, mens vi kører på grusvejen langs Stillehavet, at han er født hindu, men at religiøse oplevelser har gjort, at han er konverteret til kristendommen, som han nu er en ivrig forkynder af. Fremme i den lille by, Levuka, vandrer vi gennem den orkanhærgede spøgelsesby med en klondykeagtig stemning, og hvor bygningerne fortæller historier om fortidens hvalfanger-eufori – og om alkoholisme.

Skibenene sejlede efter de mange ginflaskerne, der flød rundt ude i havet og indikerede, at man nu var tæt ved Levuka. Nox, der er lokal guide, viser rundt her i Levukas tomme gader, hvis højeste bygning er en gammel fransk kirke, der mest af alt ligner et gråt, vindblæst Dracula-tårn, hvor viserne sidder fast i ”fem minutter i fem”, og palmerne nedenfor svajer i tropevinden. Tiden er gået i stå her i den gamle hvalfangerby i Stillehavet. Vi sætter os ind på en af byens få restauranter, Whales Tale, et sted der emmer af eventyr og glemsel, og hvortil kun de mest hardcore globetrottere finder vej. Whales Tale er sådan et sted, hvor inventaret ikke har været skiftet ud i 50 år, og på sådan en smugkro ved verdens ende kunne man forestille sig at møde typer som Troels Kløvedal, der ville sidde og berette om sine sejlture eller se Ib Michael sidde i et hjørne, dybt optaget af at skrible noter til en magisk-realistisk novelle om en sømand, der blev forført af Stillehavets havfruer.

Vi møder dog ingen danske digtere, men falder hurtigt i snak med servitricen, Mary Darling, der fortæller om livet her i byen. Vi slentrer en tur langs kysten, og som et minde fra hvalfangerfortiden ligger et gammel skib, som en strandet hval, og ruster i vandkanten. Lidt længere nede ad vejen bydes vi ind til en kava-ceremoni i den lokale kirke, hvor den mudrede og let euforiserende kava-drik, bliver serveret i en kokosnøddeskal. Det er 1. juledag, og de lokale fortæller os, at de har drukket kava fra kl. 15 til 18, men nu holder en lille pause. Alt ånder fred og idyl her i Levuka, mens vi går hjem mod hotellet, let berusede og salige af kava-drikken, der nu er begyndt at virke.

Global opvarmning truer koralrevene og Fijis eksistensgrundlag

I vores del af verden er der stadig mennesker, der benægter klimaforandringerne. I Fiji har de længe kendt til det faktum, at havtemperaturen stiger, og at koralrevene forsvinder, da de alger, der lever der, dør på grund af varmestress. Og når koralrevene forsvinder, eroderes kysterne, og sandet vaskes væk. Fiskene, der lever på koralrevene, producerer sand til strandene, men de forsvinder også sammen med korallerne.

Grave, der før lå under kokospalmerne, ligger nu under bølgerne. Historien skylles i havet. Og det er ikke bare synd for turisterne, at deres hunger efter hvide sandstrande ikke kan stilles, men særlig problematisk er det for de lokale, for her i Fiji bor 90 procent at befolkningen langs kysterne, og udenfor byerne er halvdelen af ørigets indbyggere afhængige af fisk som føde.

Men de lokale sidder ikke bare og ser passivt til. De har taget sagen i egen hånd. I Fiji ved de, at deres liv afhænger af havet, så der arbejdes på at vedligeholde koralrevene: Der dyrkes nye koraller i farme, og de skæres til og sættes ud som pleje for de syg rev. Med tiden vil de forhåbentlig vokse sig store, så den voldsomme brænding kan holdes på afstand, og livet på land, såvel som i vandet, kan fortsætte som førhen.