På en safari i den tætte jungle i Rwandas bjerge kommer man, til fods, helt tæt på de sjældne bjerggorillaer. Så tæt, at man kan høre dem smaske.

”Dér er den!”, udbryder vores guide, Jolie, med en begejstret, men hviskende stemme, der er lige på kanten til at knække over i almindelig tale. Hendes øjne lyser op, og hendes dirrende pegefinger stritter ud i den fugtige, tætte tåge her i bambusskoven. Vores blikke følger fingerens retning og stopper brat ved et kolossalt bjerg af muskler, gråsort pels og tænder, der gumler løs på en gren med grønne blade.

Der, midt i en lille lysning i den tætte jungle, sidder den store ”Silverback”, en hanbjerggorilla, som vi har været på sporet af de sidste fire timer, på en bjergskråning i Rwanda. Og endelig har vi fundet den! Bjerggorillaens store, kulsorte, læderagtige hænder river blade af grene, mens dens muskler arbejder under den sorte pels. Ansigtet har den karakteristiske flade, sorte næse, og den er bred over skuldrene som en mutant fra en hollywoodfilm. Dens kæber og hænder arbejder løs, og en gang imellem gaber den og blotter nogle store, hvide og sylespidse hjørnetænder, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os og, skræmte, træde et skridt tilbage, alt imens den udstøder tilfredse grynt og høje smaskelyde, hvilket tilføjer den nervepirrende oplevelse en nærmest grotesk, komisk dimension.

Over vores hoveder knager og brager det, og det regner ned med kviste, blade og tykke grene fra toppen af et stort træ, så vi må træde et par skridt til siden. Det er en af gorillafamiliens store unger, der huserer i trækronen på jagt efter mad. Det er tidligt på eftermiddagen, og det ser ud til, at vi er kommet midt i gorillaernes frokostpause. Det går ikke stille af sig, når en bjerggorilla fortærer de cirka 20 kilo planter, som den dagligt omsætter i sit kæmpe korpus. Men selvom den ser frygtindgydende ud, så angriber den ikke mennesker med mindre, at den føler sig truet. Dagligt får denne gorillafamilie på 10 medlemmer besøg af ca. 8turister, plus de lokale trekkere og guider. Vi sender hinanden indforståede blikke og får fortalt, at det at stå her i Rwandas regnskov, ansigt til ansigt med sådanne kæmper, i deres eget habitat, er en helt særligt og intens naturoplevelse.

En gorillafamilie på ti medlemmer

”Krak, knæk, bang!”. Inde fra den tætte bambusskov bag os høres utallige og uregelmæssige høje brag, som var det kanonslag på en nytårsaften. Det er resten af bjerggorillafamilien, der er i gang med at fortære deres frokost, fortæller vores guide, Jolie, stadig med en hviskende stemme, for ikke at genere den store ”Silverback”, der sidder og spiser frokost ca. syv meter fra, hvor vi nu står. Hun gør tegn til os med hånden, og foroverbøjede følger vi efter hende gennem den tætte, mørke bambusskov mod det sted, hvorfra bragene lyder. I en lille lysning på et højdedrag ligger en sort, behåret hungorilla og daser henslængt, som en anden diva en søndag eftermiddag, på en sofa af sammenpressede blade.

Hendes tre sukkerspeedede gorillaunger underholder hele den lille gruppe af fremmødte gæster, der er kommet til audiens hos denne magelige “Gorilla-Hausfrau”. De tre små sorte, krølhårede unger skiftes til at ligge og rulle rundt på maven af gorillamor, svinge sig i grenene i de omkringstående træer, kravle op og ned i bambusbuskene, så grenene knækker, slå og skubbe til hinanden eller hente grønne skud og blade, som de spiser sammen. Moderen mangler blot en fjernbetjening i sin ene hånd, så ville der ikke være den store forskel på denne scene, der udspiller sig her på en bjergskråning i Rwanda, og en almindelig dansk kernefamilie i et parcelhus på en søndag eftermiddag. Gorillaungerne og deres dovne mor synes fuldstændig upåvirkede af vores tilstedeværelse og forsætter deres leg og kæleri.

På besøg hos alfahannen

”Alfahannen sidder herovre”, hvisker Jolie og vækker os af vores trance. Vi kravler videre gennem bambusskoven til et mørkt sted med tykke stammer og grønne mosbegroede grene, og dér, inde mellem nogle buske, sidder familiens alfahan. En kolossal hangorilla, der er endnu større end den første, vi så. Fredfyldt, som en buddhistisk munk i et kloster dybt inde i Himalayas bjerge, sidder han i skovbunden i skrædderstilling og indtager sin frokost med en nærmest zen-agtig ro over sig, til trods for sin iboende potentielle råstyrke.

Vi slutter ring om ham og betragter ham gennem grenene, mens han tager for sig af regnskoven, som synes at være en stor salatbuffet for en bjerggorilla. Over ham, højt i en trækrone, svinger en af hans unger sig fra gren til gren, så bladene daler ned. Pludselig rejser han sig og op, og vi ser ham nu i fuld størrelse. Han ligner mest af alt en klippeblok med pels. Langsomt går han, på knoerne, i retning af det sted, hvor vi for kort tid siden så mor-gorillaen ligge og dase. Idet han passerer os, kan vi se hans ryg, hvor pelsen er sølvfarvet af grålige hår. Deraf navnet, ”Silverback”. Han forsvinder ind i skoven, og det er det sidste, vi ser til ham. Det er gået en time,og vi skal væk herfra, siger vores guide, nu med en normal stemmeføring, og vi går efter hende i retning af udgangen i Virunga Nationalpark.

De truede bjerggorillaer i Rwanda blev international kendt i år 1988, da hollywoodfilmen, ”Gorillaer i disen”, med Sigourney Weaver i hovedrollen som dyreaktivisten Dian Fossey, ramte biograferne og satte fokus på truslen fra krybskytter. Siden da er der blevet gjort en massiv indsats for at rehabilitere denne art af primater, og i dag tæller antallet af vilde bjerggorillaer i Virunga Nationalpark, der strækker sig over Congo, Rwanda og Uganda, i alt 606 eksemplarer, ifølge de ansatte i parken. Safarien blandt gorillaerne foregår til fods, terrænet er kuperet, og man bevæger sig i et område, der ligger cirka 2500 meter over havet, så man skal være akklimatiseret, i god form og forberedt på, at det kan tage mange timer at finde gorillafamilierne, der bevæger sig et par kilometer om dagen og ofte undgår hinanden.

Tornebuske, glatte vakkelvorne træbroer, muddergrøfter, stejle skråninger og kraftig regn er nogle af de forhindringer, man møder på vejen. Der er udstukket strenge guidelines for turisternes adfærd i parken; fx skal man holde en afstand til gorillaerne på minimum syv meter, man kan kun komme ind i parken til fods, og har man forkølelse, feber eller diarre bliver man nægtet adgang, da mennesker kan smitte primaterne.

Ild i pejsen

Tilbage på vores lille bjerglodge sætter tågen og senere regnen ind. Temperaturen falder, mørket sænker sig over regnskoven, og gæsterne rykker fra deres små bungalows sammen i pejsestuen, hvor den knitrende kaminild spreder varme og hygge i sofagruppen. Samtalen i pejsestuen handler om bjerggorillaer, og der er rigeligt at tale om, for alle har denne dag været på gorillasafari hos de forskellige gorillafamilier.

Nogle har set gorillaer helt tæt på og kan fortælle om en unge, der løb hen og daskede til en af turisterne hår! Imens hygger vi os, og snakken går frem og tilbage om rejselivet i nabolandene Kenya, Uganda og her i Rwanda. Men vi skal ikke sidde foran pejsen denne aften, for selvom vi er helt høje af vores møde med bjerggorillaer, og vi samtidig

er godt møre efter den lange vandretur, så skal vi næste morgen atter tidligt op og på udkig efter de såkaldte ”Golden Monkeys”, der også lever her i Rwandas højland, på grænsen til Uganda og Congo.

Faktaboks

Bjerggorillaerne har en plantebaseret diæt, der består af ca. 200 forskellige planter, men de spiser også
myrelarver og flueæg.

Gorillaen har 98 procent af deres arvemasse tilfælles med mennesket.
Populationen af bjerggorillaer var tidligere helt nede på cirka 300 styk, men bestanden har de sidste årtier
været stigende.

Nationalparken ligger i højlandet, og man vandrer gennem junglen i et kuperet terræn, ca. 2500 meter over
havets overflade.

I 1994 gennemlevede Rwanda en blodig borgerkrig, men i dag er der fred, og man kan rejse trygt i landet som
turist.