Vi er hos Asaro-stammen lidt uden for byen Goroka i højlandet i Papua Ny Guinea. Skyerne hænger lavt, og turen hertil gik med en skramlet minibus ad en landevej, der snor sig langs floder, forbi kaffeplantager og stejle bjergskråninger med vildtvoksende jungle. Martin Kupo, vores guide fra Asaro-landsbyen, viser os rundt og fortæller os, på pigeon-engelsk, at de mange stammer, der lever her i højlandet på øen Ny Guinea, er kendt for at have bekriget hinanden i generationer.

Man har derfor altid beskyttet sin stamme mod andre stammer, og raffinerede økser, buer og pile, dekorerede skjolde, spyd og køller er blevet udformet, og fælder er blev udviklet til at lokke fjender i baghold. Vi gyser ved tanken. Men ud af denne tradition for stammekrig udspringer også denne en særlige spektakulære form for dans og optræden, der er kendt som ”Krigsdansen for muddermændene fra Asaro-floden”, hvor de forvandlede sig til noget, der ligner onde ånder fra underverdenen, for at skræmme deres fjender bort.

Og her i dag står de så, iført de flere kilo tunge, gule lermasker med overdrevne, groteske ansigtstræk, og med deres kroppe indsmurt i gråt mudder ligner de væsner fra underverdenen. Flertallet af stammefolkene i højlandet i Papua Ny Guinea troede tidligere på, og mange gør det stadig, at der lever overnaturlige væsner i floderne og bjergene, og det var denne folkeovertro, som asaroerne spillede på, når de smurte sig ind i mudder, iførte sig deres groteske masker og ved daggry, med mekaniske og påtaget klodsede bevægelser, kom rokkende og humpende gennem bjerglandskabet til stor rædsel for deres fjender, der troede, at de vitterligt var ånder fra underverdenen.

Ifølge sagnet, var Asaro-stammen blevet udsat for adskillige angreb fra rivaliserende stammer, og et sidste og afgørende slag ventede forude. En af de ældre i stammen så i en drøm disse væsner. Den samme nat lavede asaroerne den første lermaske, og ved daggry ”angreb” de fjenden, som flygtede i skræk. I dag lever Asaro-stammen ved den vildtvoksende skov og i te- og kaffeplantager i højlandet, og det er i asaroernes små landsbyer, hvor husene er bygget af bambus med tage af flettede palmeblade, at denne krigsdans kan opleves, til lyden af gryntende grise i baggrunden.

Her i højlandet i Papua Ny Guinea hilses der med store skrig, rullende øjne, vild gestik og høje melodiske gentagelser, når de lokale møder hinanden på de små stier rundt i landsbyen: ”Iiiiiiiii-i-i-i-i-i-i-i-i!”. Smågrise piler ind og ud mellem benene på en, når man kommer gående, og Martin Kupo fortæller, at grisene blandt andet fungerer som medgift til brudens familie, hvor en medgift ofte indebærer 15 til 30 svin.

Det faktum, at der blev praktiseret rituel kannibalisme, at nogle stammer var hovedjægere, og at forbipasserende handelsskibe kunne berette om, hvordan det regnede ned på dækket med pile og spyd, så besætningen måtte søge dækning, gjorde, at det først var i begyndelsen af 1900-tallet, at den 421.981 kvadratkilometer store ø, Ny Guinea, blev udforsket og koloniseret af tyske, engelske og australske opdagelsesrejsende. I højlandet, med Mount Wilhelm som det højeste punkt på hele 4509 meter over havets overflade, fandt den første kontakt med Vesten sted i 1930, da Michel Leahy, en australsk guldgraver og opdagelsesrejsende, stødte på et område i bjergene med op mod en million mennesker, der tilhørte ca. 400 forskellige stammer.

Det ufremkommelige bjerglandskab har bidraget til den store mangfoldighed, da de forskellige stammer her har levet isoleret fra hinanden. De forskellige stammer har hver deres karakteristiske tradition for udsmykning, hvor de dekorerer deres kroppe med maling i farverige mønstre. Denne tradition for udklædning og dans ses bedst ved de såkaldte “sing sings”, der er navnet for højtider og festivaler, hvor der danses og synges. Ved en “sing sing” optræder de forskellige stammer blandt andet iført ornamenterede klædedragter og traditionelle hovedprydelser, der er lavet af lange fjer i stærke farver fra paradisfugle.

I dag er denne fugleart fredet, men det er tilladt for stammerne at jage disse højtskattede paradisfugle med bue og pil i tiden op til en “sing sing”. Det festmåltid, der ledsager festivalen består af kassava, squash, bananer, søde kartofler, majs og svinekød. Tilberedningen af disse råvarer foregår her på en helt speciel måde: Nogle store sten skubbes ud på gløderne fra et bål, et hul graves i jorden og fores med græs og blade, hvorefter maden pakkes ind i bananblade og placeres sammen med de varme sten i hullet. Det er vigtigt, at stenene har den rigtige varme, så bladene ikke brænder på, fortæller Martin Kupo. Herefter hældes vand langsomt ned i jordovnen, så det syder og bobler, og en herlig duft breder sig. Når det hele er kogt færdigt, pakkes bladene ud, og maden spises med fingrene. En sådan jordovn, hvori hele herligheden tilberedes, hedder en mumu på disse kanter.

”Dok-dok-dok!” Lyden fra den benzindrevne motor er øredøvende høj og får en flok kridhvide hejrer til at lette fra en sivbred og flyve op mod de tætte, mørkegrønne trætoppe, hvor de finder hvile. Vi sidder på små skamler i en stor udhulet træstamme, som udgør vores båd, og den skyder en god fart op ad den kolossale flod, Sepik. Vores skipper sender et blodrødt smil, der flænger luften – for tænderne er farvet af mange års intens betelnøddetyggeri. Her i det nordvestlige hjørne af øen Ny Guinea er landskabet fladt og præget af tæt, mørkegrøn jungle, og luften er tyk af en trykkende varme. Her flyder den 1126 kilometer lange flod langsomt fra vest mod øst. På floden, der har samme farve som stærk, sort te, skaber øer af vandhyacinter dæmninger,

der blokerer for vandet og skaber nye vandveje. Græs og buske gror på vandhyacinterne og bliver til flydende øer, der af og til river sig løs og driver med strømmen, som ender i Bismarck-havet på nordkysten, hvor de store mængder mudder, som den kolossale flod bærer med sig, farver havet brunt. Kaptajnen manøvrerer elegant den udhulede træstamme hen til en lille mudderbanke, og da vi stiger op på det gyngende underlag af bløde græstuer, modtages vi af en sværm sultne myg. Et par glødende kokosnøddeskaller ligger og ryger mellem husene i en lille landsby for at holde myggene på afstand. Ved Sepikfloden finder man en helt anden kultur og et markant anderledes landskab end hos asaroerne i højlandet.

Hver landsby er her centreret omkring et såkaldt Haus Tampuran, et åndehus, med malerier og masker af de mange guder, hvoraf flodkrokodillen bliver betragtet som den mest magtfulde af alle guderne. Krokodillens skikkelse gennemsyrer æstetikken her langs Sepik, i arkitektur såvel som i kropsudsmykning. De op til 40 meter lange åndehuse er forbeholdt mænd, der er blevet indviet i krokodillekulten, og selve åndehuset er bygget, så det skal forestille flodkrokodillens kæber. Herinde mødes de indviede mænd, og ved ceremonier påkaldes flodkrokodillens ånd ved, at krokodillekultens medlemmer danser rundt om huset iført traditionelle kostumer, alt imens musikken strømmer ud fra åndehuset. Den tromme, der benyttes under ritualerne, hedder en garimut, og den akkompagneres af fløjte og sang.

Når et medlem af stammen indvies i krokodillekulten, foregår det gennem et indvielsesritual, hvor tilskårne, takkede palmeblade sammensættes, så de ligner en krokodillerede. Vandtrommer pumper løs inde fra krokodillereden, og krokodilleånden, der menes at være verdens skaber, påkaldes, så den kan besætte det nye medlem, som under dette ritual udsættes for noget, der kan minde om ren totur: med en skarp kniv skæres hundredvis af små snitsår i et sirligt mønster over ryggen, langs armene og omkring brystvorterne. Det kommende medlem er under dette ritual bedøvet af narkotiske planter, som tager smerten. Sårene dækkes med mudder og antiseptiske planteolier, og når sårskorperne falder af, vokser et arvæv frem på mandekroppen, som ligner krokodilleskind. Cirkulære ar omkring brystvorten får den til at ligne pupillen i en krokodilles øje.

Den indviede er nu en krokodillemand. Halvt mand og halvt reptil. Man kan se disse krokodillemænd overalt langs Sepik. De tygger betelnød, så deres tænder er ildrøde, ryger kradsbørstige hjemmerullede cigaretter, der er lavet af gammelt avispapir, alt imens de handler med tørret fisk fra floden, som transporteres op til stammerne i højlandet. Vildskaben og ekstasen fra indvielsesritualet har for længst fortaget sig, og bortset fra arvævet, som krokodilleskind, ligner de alle andre mænd i denne del af verden, der har travlt med hverdagens små sysler.

At rejse rundt i Papua Ny Guinea kan godt lade sig gøre, men det kræver at man foretager en grundig research, planlægger turen og bestiller indenrigsflybilletter i god tid. Vejnettet i Papua Ny Guinea er meget lidt udviklet, og vejene i højlandet ved Goroka er ikke forbundet med hovedstaden Port Morisby på selvsamme ø eller med byerne på nordkysten, som fx Wewak, der er udgangspunkt for ekspeditioner på Sepikfloden. Den mest effektive, men også den mest kostbare måde at transportere sig rundt i Papua Ny Guinea på, er ved at flyve

mellem de forskellige byer med flyselskabet Air Ny Guineas små propelfly. Dette er dog i sig selv en stor oplevelse, da de små maskiner flyver lavt, hvilket giver mulighed for at opleve storslåede udsigter over skov, jungle, floder og kyststrækninger med hvide sandstrande og turkisblåt hav, indhegnet af koralrev.

Papua Ny Guinea ser ikke mange turister, så man skal være forberedt på, at der ikke er almindelige turistfaciliteter så som internetcafeer, flyselskabskontorer, lokale rejsebureauer, der arrangerer udflugter med engelsktalende guider eller restauranter med et vestligt menukort. Men er man villig til at gå på kompromis med komforten, så venter der uforglemmelige oplevelser med uberørt natur og en mulighed for at komme helt tæt på indbyggernes fascinerende skikke og traditioner.