En lille plet i oceanet har en stor plads i litteraturen og malerkunsten. Og med god grund. For en rejse gennem de mange øer i Fransk Polynesien, der ligger ved datolinjen, cirka der, hvor verden ender, sætter dybe spor i sjælen den dag idag. Ligesom det har gjort gennem de sidste århundreder for de forfattere, malere og globetrottere, der rejste hertil og blev så overvældet og inspireret, at deres bøger og malerier skrev sig ind i verdenskunsten.
I 1880’erne gik en mand af fransk oprindelse rundt i Københavns gader. Han var gift med en dansk kvinde, Mette Gad, og sammen havde de 5 børn. Han solgte markiser og var tidligere børsmægler i Paris, og hvis man passerede ham på gaden, ville man sikkert kunne tænke for sig selv, at her går en mand, der har alt det, som de fleste andre, i hvert fald på denne tid i historien, blot kunne drømme om. Så hvorfor ville han forlade sin familie og et liv i København for at ende sine dage som en forhutlet og falleret kunstnmaler på en fjern ø i Stillehavet? Et sted i hans hjerte må længslen have gnavet et stort, sort og tomt hul.
Lige som prins Gautam Siddharta, som verden senere skulle lære at kende som Buddha, der ca. 530 år før Kristi fødsel valgte at forlade sit luksuriøse og royale liv ved det kongelige palads i det sydlige Nepal og leve et nøjsomt og ydmygt liv som tiggermunk langs Indiens støvede landevejene, ja, så valgte, denne mand at bryde op fra sin familie og sit borgerlige liv i København for at leve i en sivhytte i Fransk Polynesien, hvor hans længsel efter en paradisisk tilværelse kunne forløses. Han var tiltrukket af øernes paradisiske natur og valgte at leve her, male de lokale og hengive sig til kunsten. Og ja, også til vin og morfin. Hans navn var Paul Gauguin, og eftertiden skulle huske ham som en af verdens største malere, som levede blandt de indfødte og malede dem i paradismotiver med varme farver.
Ved Gauguins grav
Vi står under den bagende sol på øen Hiki Nova i Fransk Polynesien. Luften er tung og fugtig her midt på dagen, og det er den samme tropiske, varme, man kan fornemme i Gauguin jordfarvede palet i den periode han malede i Polynesien, en tid der betragtes som hans kunstneriske højdepunkt. På jorden foran os er en sarkofag af basaltsorte og mørkerøde sten. Nøjagtig samme rødbrune farve som jorden og landskabet i Gauguins malerier.
Alle de andre sarkofager her på kirkegården lyser kridhvide op i landskabet. Men ikke denne grav. Den skiller sig ud ved at være fremstillet af naturmaterialer og på den står blot: Paul Gauguin 1903. Her ligger kunstnerens jordiske rester. For her på frofise tropeøe døde han af syfilis og alkoholisme blot 53 år gammel. ”Der er poesi alle steder her”, lyder et af Gauguins citater om Polynesien. Og kigger man sig omkring, må man give ham ret: over os rejser stejle, bjergskråninger sig. De er bevokset med grønne bananpalmer og jungle og rækker op mod en blå himmel med en brændende tropesol, der her, lige syd for ækvator, ikke viser nogen nåde ved ikke at give mulighed for skygge. Under os slå en kraftig brænding mod øens sorte klipper, og det mørkeblå dybhav piskes til frådende skum.
Fra kirkegården bevæger vi os ned til det, der tidligere var Gauguins hus, og skråt overfor ligger stadig den lille købmandsbutik, hvor han købte sin vin – og sin inspiration. Her sidder en lokal kvinde ved indgangen og sælger madpakker til de forbipasserende; en ret bestående af kyllingekød, løg, gulerødder og ris. Det er ikke Coq au vin, men Coq au Gauguin, griner hun, da vi spørger ind til lækkerierne.
Syd for Paradis
En stime af cirka 15-20 flyvefisk letter fra de mørkeblå bølger ud for stævnen, da den orange motorbåd pløjer sig igennem vandet. Finnerne basker hidsigt, da stimen, som næsten er at forveksle med en flok fugle, flyver omkring 50 meter bagbord og igen forsvinder i havet. Det er flyvefisk i leg, som var det et digt af engelske Rudyard Kipling. Og som Gauguin jo påpegede, ja, så er der her poesi alle steder. Også i havets endeløse mørke blå. I horisonten træder et stejlt lysegrønt bjergplateau frem som et fatamorgana.
Vi er på vej til paradis, øen Fatu Hiva, den sydligste af Marquesaøerne. Kaptajnen peger og fortæller os, at det vi kan se her, er bjergtoppen Tauauoho, øens højeste punkt på 945 meter. Vi har sejlet i cirka 3 timer og nærmer os langsomt øen, men pludselig forsvinder den øredøvende larm fra skibets motor og erstattes af hosten og en hakken for til sidst at gå i stå. Bølgerne, som vi før gled hen, over begynder nu at slå ind over båden, som rokker og gynger uregelmæssigt, mens den fyldes med havvand. Kaptajnen og hans besætning er hurtigt
ved at åbne motoren og står alle med hovederne dernede og roder løs, alt imens søsygen og de stressende tanker begynder at melde sig hos os passagerer, vi uerfarne landkrabber.
Heldigvis vender den monotone lyd fra motoren tilbage, og denne gang lyder det som sød musik i vores ører, som dybe toner fra en kontrabas, da vi fortsætter mod paradisets kyst. Og så er vi fremme i Edens Have: Her vokser gurkemeje, ananas, kokos, mynte og bourgonvilla side om side på de små 300 meter, vi går til vores lille gæstgiveri. Efter sejlturen er vi sulte og hugger store stykker rød, rå tun i kokosmælk i os. Desserten er ligeledes rå; bananer, der svømmer rundt i en skål med sød, cremet kokosmælk. Det er ingen hoteller her på øen, der også er den mest isolerede af hele øgruppen. Hele fire timers sejlads syd for Hiva Ova, hvor Gauguins grav ligger.
etroglyfferne på de mosbegroede sten vidner om de mennesker, der levede her længe før europæerne ankom for at tæmme menneskene og naturen – kun det første lykkedes. Den konklusion sætter en lille kirke i landsbyens centrum to streger under. For i dag dyrkes de gamle guder ikke længere, og kristendommen er den dominerende religion. Men naturen er vild og barsk og viser konstant tænder.
Om eftermiddagen trækker mørke skyer sammen, himlen skifter toneart fra dur til mol. Det blæser op og pandanustræerne på bjergsiden hopper og danser i tropevinden, hvor skarpe, sorte klipper vrider sig mod den mørke himmel. Her er ingen hvide sandstrande, kun ensomme, mennesketomme, sorte stenstrande.
Der føles, som om vi sidder ved verdens ende. Måske havde Thor Heyerdahl samme fornemmelse i kroppen, da han opholdt sig på denne stillehavsø med sin kone, Li, fra 1937-1938. I 1942 udkom bogen ”På jagt efter paradiset: et år på en sydhavsø”, som beskriver hans ophold her. Heyerdahl er mest kendt for Kon-Tiki-ekspeditionen i 1947, som blev påbegyndt i Lima i Peru og endte på atollen, Raoia, i Tuamotuøerne i Fransk Polynesien. Efter 101 dage i åben sø i Stillehavet havde de tilbagelagt en afstand på 6.980 km på en tømmerflåde.
” Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor skal vi hen?”
” Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor skal vi hen?” er titlen på et af Paul Gauguins mest berømte malerier. Det blev malet i 1897 på Tahati i Fransk Polynesien og hænger i dag på Museum of Fine Arts i Boston, Massachusetts. Ligesom titlen, der beskriver en undren over fortid, nutid og fremtid, er maleriets motiv tredelt og forestiller tre grupper af polynesiske kvinder i naturskønne omgivelser.
Hver gruppe på billedet repræsenterer et stadie i livet: fødsel, voksenliv og alderdom og død. Maleriet er ligesom Gauguins andre værker holdt i de karakteristiske jordfarver, som vi nu, efter at have rejst gennem Fransk Polynesien i hans fodspor, med egne øjne kan konstatere formidler den varme og paradisiske stemning, der findes her i landskabet såvel som i landsbyerne.
Da han først ankom til Papeete, hovedstaden her i Polynesien, var han populær blandt den franske elite, der var begejstret og smigret over at have en parisisk kunstner på besøg.
Gauguins første portræt her i Polynesien var dog ikke af en af de smukke, lokale kvinder, som han er så kendt for at portrættere. Det forestillede den europæiske fru Suzanne Bambridge, og værket faldt bestemt ikke i god jord. Gauguin var kompromisløs som kunstner, han skjulte ikke, at hun var kraftig, og hans postimpressionistiske og symbolistiske stil lå langt fra den forskønnende realisme, som borgerskabet i den franske koloni værdsatte. Så de rynkede på næsen over hans portræt. Og afskyen var gensidig. Gauguin fandt indbyggerne i Papeete snobbede, og i sine dagbogsnotater beskriver han eliten her som en karikatur af det Europa, han flygtede fra, så han pakkede penslerne og drog til Marquesaøerne, tæt ved ækvator. Han flyttede ind i et lille hus, som han kaldte ”Maison du Jouir”, hvilket betyder ”Lystens Hus”. Her var han yderst produktiv. Han iagttog hverdagslivet i landsbyerne og malede sin drømmeagtige, paradisiske
forestillingsverden. Her i ”Lystens Hus” drømte han sig tilbage til et paradis før den kristne civilisation.
Og det var også her, at han endte sine dage. Måske fandt han ikke det paradis, han ledte efter, men det lykkedes for ham, med penslen, at give billeder på det moderne menneskes grundlæggende længsel efter en paradisisk urtilstand. Og det var denne længsel, han via sine værker sendte tilbage til det civiliserede storbymenneske, der følte sig fremmedgjort og forladt af Gud i en industrialiseret verden. Men længslen er en er lunefuld størrelse, og måske går den begge veje, og måske længtes han også hjem, fra sit eksil her ved verdens ende? For det sidste værk han malede, det, som stod på staffeliet i hans hus i Noku Hivi, da han blev fundet død, forestillede Bretagne, hans hjemstavn, i snevejr.