På en cykelrejse gennem den frodige og tropiske delstat, Kerala, i Sydindien kommer man helt tæt på den storslåede natur og den gæstfrie og imødekommende lokalbefolkning.

En skolebus fyldt med collegekids i hvide skjorteærmer kommer susende ned ad bjerget. Der er ingen ruder i bussens vinduer, og ud af vinduerne hænger de unge mennesker, mens de hujer og råber. ”Where are you from?”, ”Nice bike!” og ”Where are you going?”, lyder det i kor, og inden man når at kigge op, er alle ansigterne væk igen.

Vi er på mountainbike i Sydindien og sveder bravt, mens vi træder i pedalerne på vej op ad bakke, cirka 1400 meter over havets overflade i bjergkæden Western Ghats i den lille delstat Kerala i det store lands sydvestlige hjørne. Heldigvis har bjergene et svalt og behageligt klima og dermed et helt perfekt cykelvejr for en flok kuldevante danskere, som måske synes, at varmen i Indiens lavland kan blive for meget af det gode, især hvis man ikke kun vil ligge og blive opvartet ved hotellets svømmepøl, men fx ønsker en aktiv ferie på cykel.

Cykeltur i Vasco da Gamas fodspor

En cykelrejse gennem den indiske delstat Kerala kan passende starte i den gamle europæiske koloniby, Fort Kochi, på subkontinentets sydvestlige kystlinje. Her kan man vænne sig til varmen, og så er byen en blid måde at omstille sig til det store kulturchok, der uundgåeligt ville ramme alle, der for første gang rejser til det kontrastfyldte Indien.

Den lille by, på en halvø ved kysten, er en gammel europæisk handelsstation med bygninger fra de portugisere, hollændere og englændere, der har boet og levet her i århundreder, og i det hele taget er der en sydeuropæisk og afslappet stemning i byen. Almindeligvis er trafikken kaotisk i Indien, men er man tidligt på færde, kan man, på cykeltur med en lokalkendt cykelguide, dække hele denne gamle og kosmopolitiske havneby på en dag.

Den lokale cykelguide fører an og viser rundt i de smalle gader og udpeger seværdigheder som fx en gammel synagoge, Paradisynagogen, fra 1600-tallet med et tilhørende jødisk kvarter, en anakronistisk tøjvaskeplads, hvor der vaskes med håndkraft og stryges med gamle strygejern fyldt med glødende trækul samt besøg på duftende krydderimarkeder. Og så er Fort Kochi stedet, hvor den opdagelsesrejsende, der fandt søvejen fra Europa til Indien, Vasco da Gama, endte sine dage, og i den gamle katolske kirke, St. Francis, ligger den grav, hvor han hvilede, før hans jordiske rester blev fragtet til Portugal. Ad de smalle veje, hvor ingen biler kan komme, cykler man side om side med den lokale fiskehandler, der også benytter pedalkraft, mens han råber ”Fisk, fisk!” på det lokale sprog, malayalam.

På bagagebæreren har han en blå plastikkasse med eksotiske varer som tigerrejer og jumbo prawns, der er rejer på størrelse med de hummere, vi kender herhjemme. Barracudaer, røde snappere, papegøjefisk, krabber, både sorte krabber fra lagunerne og blålige krabber fra havet, er alt sammen helt almindelig hverdagsmad her i det tropiske Sydindien.

Marx og kokos

Kerala er Indiens mest velfungerende delstat, fri for tiggeri og fattigdom, som man ser det andre steder i dette store land. Kerala består er stavelserne ”Ker” og ”ala”, og det betyder ”kokos” og ”land” forklarer en storsmilende indisk taxachaufør, mens han ivrigt peger og gestikulerer ud over landskabet, der mange

steder langs kysten overvejende er dækket af kokospalmer, som svajer i tropevinden. Og noget af det første, der springer en i øjnene, når man ankommer til denne del af verden, er blandingen af kommunistiske symboler så som hammer og segl, røde faner, plakater med billeder af Che Guevara, Stalin og Lenin, der ses side og side med palmelunde og utallige boder langs landevejene, der sælger grønne, gule og brune kokosnødder.

Kerala kan betegnes som en indisk velfærdsstat, hvor goderne i samfundet er langt mere ligeligt fordelt end i Indiens andre delstater, og Kerala er den delstat i Indien, der har det laveste antal analfabeter. Kun ca. 6 procent af befolkningen i delstaten Kerala kan ikke læse og skrive.

Krydderiplantager, så langt øjet rækker

Det var især krydderierne, der fik de arabiske købmænd til at krydse Det indiske Ocean med kurs mod det sydlige Indien. I 1498 fandt Vasco da Gama søvejen til Indien syd om Afrika, og det var blot seks år efter, at Colombus sejlede til det, der i dag hedder Caribien, i et forsøg på at nå dette sted, hvor de mange krydderier, som vi nu næsten dagligt bruger i vores husholdning, kommer fra.

Cykler man udenfor byerne, kommer man forbi uendelig mange plantager med kardemomme, peber, kanel, nellike, gurkemeje, stjerneanis og vanilje. Mange steder er der oprettet såkaldte krydderihaver, hvor en engelsktalende, indisk krydderiguide virtuost fortæller om planternes oprindelse, historie og biologi.

I Kerala har man en gammel tradition for naturmedicin, ayurveda, der beskæftiger sig med at kurere og hele lidelser med planteolier og krydderurter. Mange turister tager netop til Kerala med det formål at blive helbredt for diverse lidelser med ayurveda. Nogle bruger det blot som wellness og forkælelse, og den ayurvediske oliemassage hjælper også på dem, der måtte have ømme ben efter en lang dag på cykel.

Cykeltur gennem højland med endeløse teplantager

Udover de mange krydderiplanter, så er et af de helt store trækplastre at se og opleve de smukke landskaber i bjergkæden Western Gahts, hvor man, med udgangspunkt fx i hovedbyen Munnar, i ro og fred kan cykle gennem et imponerende landskab og finde sig selv omgivet af endeløse teplantager. Tebuskene, der sjældent er mere end 1 meter høje, trimmes og klippes konstant af de kvindelige plukkere, så de nærmest ligner små japanske bonsaitræer.

I disse teplantager snor små asfalterede stier sig gennem det kuperede landskab, og de er perfekte til at cykle på. Dog skal man her have en cykel med lave gear, da der til tider kan være nogle bratte stigninger. Når man kommer til et højdedrag, er det til gengæld alle strabadserne værd, da der er storslåede udsigter over de endeløse temarker, der danner et landskab af næsten overjordisk karakter og leder tankerne hen på enorme slangeskind eller kolossale skildpaddeskjold.

Uanset hvad man vælger at associere dette landskab med, så har det en nærmest oversanselig karakter, og man føler det hele tiden nødvendigt at stoppe og fotografere, mens man kniber sig selv i armen for at overbevise sig selv om, at det ikke er et fantasme, man ser for sit indre blik. I de grønne bakker står kvinderne, de tamilske teplukkere, der smiler og hilser, når de ser, at man optimistisk kommer cyklende gennem bjerglandskabet i 1400 meters højde.

Engelsk high tea versus indisk masala chai

Et af de hyggelige indslag undervejs på cykel rundt i de storslåede landskaber, er når der gøres stop ved en af de små interimistiske landevejsboder, der er bygget langs landevejene af brædder og andre simple materialer. Her åbnes læskende, friske kokosnødder på stedet, og indisk krydderte koges op med sukker og frisk ingefær og nydes sammen med udsigten over bjerglandskabet i skyggen af et figentræ. Det var de engelske koloniherrer og plantageejere, der bragte tebuskene hertil fra Kina i 1800-tallet for at bryde kinesernes monopol på te på verdensmarkedet, og i den forbindelse lærte de også indierne at drikke te på engelsk maner, dog med et tvist.

For inderne tog tekulturen til sig, men tilsatte krydderier og mælk, så det blev til den kendte krydrede og søde indiske masala chai. Under kolonitiden blev Indien betegnet som ”Imperiets juvel”, og i Himalayabjergene i det nordlige Indien, Darjeeling, såvel som i bjergkæden Western Ghats i syd anlagde englænderne disse småbyer, de såkaldte hill stations, efter britisk forbillede, fordi de foretrak den kølige bjergluft frem for det varme lavland, og fordi omgivelserne her i bjergene mindede dem om et klima, de kendte til hjemmefra. Her kunne man så drikke high tea i kølige omgivelser, drive hubertusjagt med ræve, der var importeret fra England og distancere sig fra inderne ved at have områder, der kun måtte betrædes, hvis man var iført ”lukkede sko”, hvilket var typisk for en engelsk gentleman og ikke for en indisk kuli, der gik med sandaler eller var barfodet.

I dag er det dog den indiske middelklasse, der har indtaget disse gamle engelske hill stations, og de indiske mænd er ikke iført høj hat og stok, men jeans og lange indiske bomuldsskjorter. Kvinderne går i farverige sarier og dertilhørende moderne Bollywood-bling-bling, så som overdimensionerede solbriller besat med simili-diamanter. Altid søde, smilende og nysgerrige hilser de på de udenlandske turister og spørger, hvor man kommer fra og ”How do you like my India?”.

Som turist kan man godt regne med at blive bedt om at stille sig op til fotografering sammen med hele den indiske storfamilie, også her gælder det: ”One selfie, please?” Den indiske middelklasse har både penge på lommen og en stor interesse for at rejse i deres eget land, og hvor man tidligere kun mødte lasede backpackere og gamle hippier, ser man nu ferierende storbyindere i nyt, skinnende og farvestrålende tøj, der fægter rundt med selfiestænger med påhæftede smartphones, som blinker, lyser og bipper, så det hele ligner en scene fra en Star Wars film.

Ofte får man både en mailadresse, middagsinvitation eller en invitation til et bryllup i Bangalore med hjem efter et møde med en venlig og gæstfri indisk familie. Så i Indien føler man sig altid overvældet af imødekommenhed, mere end velkommen og med en befolkning på mere en 1,1 milliard mennesker er der altid nogen at tale med.