Som skinnende perler ligger paradisøerne, Comorerne, og glimter i det krystalklare vand i Det indiske Ocean. Gemt væk langt ude i havet og glemt af resten af verden, især af det 21. århundredes masseturisme.

En flok delfiner springer fri af vandet, mens de snurrer omkring sig selv, så glitrende perler af saltvand står i en sky omkring dem. Synet beskues ikke fra en hvalsafaribåd fyldt med turister, men direkte fra en af de endeløse, mennesketomme sandstrande på øgruppen Comorerne, der er det perfekte sted at lege Robinson Crusoe og Man Friday.

For her kan man uforstyrret svømme langs endeløse koralrev sammen med alverdens farvestrålende, tropiske fisk og bagefter sidde på stranden, dagdrømme og nyde tropesolen, der bager ned på de små, blå laguner, mens øjet ikke skuer andre mennesker end en lokal fisker, der en gang imellem kommer forbi for at tilse sin lille træjolle, tage bestik af vinden, og hvis vinden og han selv vil det, så padler han stille og roligt ud på den turkisfarvede bugt og fisker med håndsnøre.

Como-hvad-for-noget?

Nationen Comorerne er ikke et sted mange har hørt om. Det er en af verdens mindste nationer, bestående af tre småøer, der ligger i det sagnomspundne Indiske Ocean, mellem øerne Madagaskar og Mozambique på Afrikas kyst, men i farvand, som adskillelige opdagelsesrejsende har krydset i århundreder.

Der bor i alt ca. 750.000 indbyggere på Comorerne. Øerne hørte tidligere under Frankrig, men opnåede selvstændighed så sent som i 1975. Siden har der været ca. 25 militærkup, og den tidligere politiske ustabilitet er årsagen til, at masseturismens pakkerrejser ikke har fundet vej til Comorerne.

I dag er nationen dog politisk stabil, og man kan trygt rejse rundt, og uforstyrret af andre turister, af påtrængende smykkesælgere og højttalende turguider kan man nyde de mange kridhvide sandstrande, blå laguner og ubeboede småøer.

Kæmpestore havskildpadder og brune flyvende hunde

Flere af Comorernes paradisstrande har nogle mærkværdige ”hjulspor”, der starter ved vandkanten og fortsætter op i buskadset under palmetræerne. Sporene stammer fra de kolossale læderskildpadder, der ved højvande og efter solnedgang begraver deres æg i sandet. Sidder man længe nok og spejder ud over havet, stikker havskildpadder hovedet fri af vandet for at trække luft. Og efter mørkets frembrud kommer de som store mørke skygger kravlende ud af det hvide skumsprøjt fra bølgerne.

På deres svømmefødder okser de flere hundrede kilo tunge havskildpadder afsted gennem sandet, mens de hæst hvæser og pruster. De skubber sandet til side, og en serie af ca. 100 små, hvide æg, med form som bordtennisbolde, lægges i fordybningen, inden de igen tildækkes med sand, og skildpadden forsvinder tilbage i de mørke bølger. Hele seancen tager ca. 1-2 timer at overvære.

Overalt i palmerne og i de karakteristiske, tykstammede baobabtræer hænger store brune klaser af flyvende hunde, der larmer og skræpper op. På afstand ligner det træer med store, tunge frugter eller med fuglereder, når en flok flyvende hunde har udvalgt et træ som sovesal. Flere af dem er dog aktive om dagen og patruljerer op og ned langs strandene, hvilket tilføjer den paradisiske strandidyl et skær af gyserfilmsuhygge.

Tre fortryllende øer: Grande Comore, Anjuan og Mohelli

Nationen Comorerne består af tre øer: Grande Comore er den største ø, hvor den internationale lufthavn ligger. Den søvnige hovedstad, Moroni, har en gammel, arabisk inspireret og labyrintisk Medina, der ligger med udsigt over havnen ved en hvid moske fra 1600-tallet. I denne gamle bydel kan man fortabe sig i de små gyder og følge med i det lokale liv, som langsomt udfolder sig for øjnene af en.

Her går mændene klædt i lange hvide kjortler, som typisk ses i den muslimske del af verden, og kvinderne ses ofte med en gullig ansigtsmaske af sandeltræ, som fungerer som solcreme og skønhedsmaske, når de slentrer afsted, klædt i kjoler med farvede afrikanske tryk. 45 minutters bilkørsel væk ligger nogle isolerede, små laguner med kridhvide paradisstrande. Blandt andet er stranden, med navnet Le Prophet Muhammed, sådan en glemt paradisstrand, hvor vandet er helt perfekt turkisfarvet, og hvor man kan være heldig, at en lokal vil hjælpe med at få fat i nogle kokosnødder fra et palmetræ, så man kan få sig en frisk kokosnød til frokost.

Anjuan er den næststørste ø. Strandene er ikke nationens bedste, men en køretur med øens vist eneste turguide, Patriche, der holder til på hotel Al Amal tager den rejsende gennem duftende vanilje- og nellikeplantager og over bjergpas med tropisk beplantning og skønne udsigter over det solbeskinnede Indiske Ocean, alt imens han storsmilende underholder med historier fra livet på den lille tropeø, personlige anekdoter og spontant synger med på swahili-popsange, der strømmer fra den skrattende bilradio.

Øen Mohelli er den mindste, men også den mest kostbare af perlerne i den glemte skattekiste, som Comorerne nu engang er. For her findes øernes bedste og mest isolerede paradissandstrande med det karakteristiske kridhvide sand og krystalklart vand. Den sydlige del af øen udgøres af en national, maritim nationalpark, hvor øens eneste hotel, Laka Ecolodge, ligger.

Herfra kan man i guiden Lodgets motorbåd udforske de ubeboede småøer i det omkringliggende blå hav eller bare ligge på sandstrandene og nyde at have fundet sit helt eget paradis, bare for en stund. En slentretur gennem små lokale landsbyer med lerklinede hytter er som en rejse tilbage i tiden. Her snegler tiden sig afsted, mens de lokale fiskere spiller kort eller en lokal afart af backgammon, og kvinderne vender sig om og løber deres vej, så snart de ser, at turisten rækker ud for at tage sit kamera op af tasken.

Røg og damp på toppen af vulkanen Mount Karthala

Comorerne byder også på mere end blot paradisiske strande, koralrev og dagdriverliv. På den største af øerne, Grande Comore, knejser den kegleformede, aktive vulkan, Mount Karthala, der sidst var i udbrud i 2006. Med sine 2.361 meter over havet er det øernes højeste punkt. Turen mod toppen starter med en knogleraslende køretur fra hovedstaden Moroni i en udrangeret gammel øse på hullede jordveje. Ved enden af jordvejen

starter en vandretur på ca. 7 timer til det store, sorte krater på toppen. Bestigningen af vulkanen begynder med en vandring gennem små søvnige landsbyer, der afløses af duftende plantager, hvor der dyrkes vanilje- og nellikeplanter, der snor sig op omkring palmetræerne stammer.

Når plantagerne ophører, bevæger den vandrende sig ad stier i en tæt, grøn jungle, der ind i mellem tyndes ud af områder med størknede, grå lavastrømme. Vandringen fortsætter op gennem skyerne, hvor køer med store pukler går og græsser på frodige, kølige, grønne enge, og den sidste etape går gennem et område med lavstammede sorte, krogede og forkrøblede troldetræer. Vegetationen stopper brat ved kanten af det kolossale krater, der er hele 3 gange 4 km bredt.

Landskabet skifter her karakter med en brat overgang fra frodigt afrikansk højland til noget, der nu ligner et islandsk vulkanlandskab med endeløse dynger af gråsorte sten og forrevne klipper helt uden nogen form for vegetation. Den lokale trekking-guide, Shouffoer, fortæller, at her tidligere lå en smaragdgrøn kratersø, som forsvandt ved et udbrud i 2006. Nogle steder ryger det endnu fra krateret, og vinden bærer en lugt af svovl med sig. Kigger man i den modsatte retning, er der udsigt over det mørkeblå Indiske Ocean, hvor Comorerne ligger gemt som tre små perler i en enorm skattekiste.

En tiltrængt pause fra en larmende verden

Hvis man drømmer om at sidde arm i arm med sin elskede på en mennesketom paradisstrand, mens solen går
ned, og delfinerne springer fri af vandet, så kan man trygt sætte kursen mod Comorerne i Det indiske Ocean.
For er man er villig til at gå lidt på kompromis med komforten, så belønnes man med uspolerede
naturoplevelser af en helt anden verden. Comorerne er Det indiske Oceans upolerede juvel, hvor længslen
efter paradis kan forløses.