Mozambique virker dragende på enhver, der drømmer om paradisstrande med vajende palmer, et turkisfarvet hav med farverige fisk og velbevarede koralrev, tætte mangroveskove, ubeboede tropeøer, koloniarkitektur, et fascinerende folkeliv, forunderlige baobabtræer og store skov- og buskområder. For alt dette rummer dette gådefulde land i det sydøstlige Afrika. Og det bedste er, at naturen såvel som bylandskaberne måske er noget af det mest uberørte, der findes.

Tekst og billeder af Villads Kok Mortensen

Klipper stikker op af vandet, som var de forstenede hajfinder i den store dybblå Malawisø, der ligger i 500 meters højde. Søen har et overfladeareal på 29.600 km² og en dybde på over 700 meter. Vi vandrer mellem ældgamle baobabtræer, sejler i kajak på søen, snorkler blandt tropiske, farverige ferskvandsfisk, mens sort-hvide isfugle dykker i vandet omkring os, og en fiskeørn skriger over vores hoveder. Vi besøger traditionelle landsbyer, og om aftenen tænder vi bål og sover i seng på stranden under en åben stjernehimmel.

Fortet på øen, Ilha de Moçambique, blev bygget af portugiserne og angrebet to gange af hollænderne i begyndelsen af 1600-tallet. Begge gange blev den omkringliggende by ødelagt, men fortet var uindtageligt efter datidens forhold. I dag ligger fortet i vandkanten som et minde om fortidens europæiske drømme om storhed og om de blodige kampe, der udspillede sig mellem de europæiske nationer her midt i Det Indiske Ocean.

En gammel, rustrød kanon står på det portugisiske fort på øen, Ilha de Moçambique. og peger ud over havet mod en fjende, der forlængst er forsvundet. Den omkringliggende by består af portugisiske haciendaer og kirker fra kolonitiden, og byen har en charmerende, søvnig stemning af forladthed og glemsel over sig. Her er det et par barer og nogle små cafeer til et par dages underholdning.

En lokal fisker padler afsted i en lille kano for at komme hen til en fiskeplads. Hans fiskeredskaber består af en simpel håndline og vidner om, at de lokale lever et nøjsomt og enkelt liv her i skyggen af de gamle, europæiske luksuspalæer.

Store børn trisser rundt i de halvtomme gader mellem de gamle portugisiske bygninger fra kolonitiden. De falbyder eksotiske frugter såsom bananer, papaya og appelsiner. Frugtskålene balanceres elegant på hovedet, som var det en leg.

Transporten mellem de forskellige tropeøer i Mozambique foregår med små, lavtflyvende propelfly. Vi tog flyet fra byen Pemba på fastlandet og fløj 25 minutter langs kysten med kursen mod Ibo Island. Billedet er taget ud af flyvinduet. På Ibo Island kan man tage på udflugt til småøer, der dagligt forsvinder i tidevandet, gå vandreture på øen og ellers bare slappe af og nyde livet.

De paradisstrande, vi besøgte i Mozambique, var endeløse og mennesketomme og med perfekt hvidt pulversand. Landet har i alt 2000 kilometer kystlinje. Drømmer man om at have paradisstrande helt for sig selv, så er Mozambique et perfekt rejsemål.

Et levende hvidt tæppe bestående af hundredvis af småkrabber piler over sandbunden ved ebbe, da vi bevæger os gennem mangroveskoven på vej mod sejlbåden efter en eftermiddag på stranden.

Der sættes sejl på en traditionel, håndbygget træbåd, en såkaldt dhow. Denne bådtype har været benyttet i Det Indiske Ocean af indiske og arabiske købmænd gennem de sidste 1400 år. Træbåden bruges stadig den dag i dag til fiskeri og transport af personer og varer mellem øerne.

En bygningsarbejder tager en velfortjent siesta i eftermiddagsheden på øen, Ilha de Moçambique.

To unge kvinder slapper af på et stort skibsanker på et torv på øen, Ilha de Moçambique Her går tiden langsomt. Det er næsten som om, den er gået i stå. En slentretur gennem denne lille by er som at rejse i en gammel sort-hvid film.

Kirkegården på Ilha de Moçambique med gravsten fra 1900-tallet. Jorden gemmer på de jordiske rester af europæiske søfolk. Hvis bølgerne i det omkringliggende Indiske Ocean kunne tale, hvilke historier kunne de så ikke fortælle?

På Ibo-øen møder vi en gruppe ”sønomader”, som har slået sig ned og bygget en lille og midlertidig landsby. De ernærer sig ved at fange fisk i havet, salte og tørre dem, og når de har fanget tilstrækkeligt, sejler de videre for at sælge fiskene. Manden på billedet er ved at sortere saltede, tørrede fisk og læksprutter. Frysere og køleskab er ikke hver mands eje, så havets frugter konserveres med salt.

En kvinde i en lille fiskerby på Ibo Island har iført sig en ansigtsmaske, der fungerer som en art solcreme og holder huden lys og fin. Denne tradition med ansigtsmasker af naturmaterialer ses i andre områder i Det Indiske Ocean som fx på Comorerne, Madagaskar, i Kenya og Tanzania.

Tidens tand har bogstaveligt talt taget en bid af sarkofagen på kirkegården på Ibo Island.